For Martin var det et stofmisbrug, der ledte ham på gaden. Hjemløshed går ofte hånd i hånd med underliggende problemer, og det vigtiggør ifølge ekspert en helhedsorienteret indsats i kampen mod hjemløshed.
Af Mads Øland-Petersen
”For ti år siden troede jeg, at jeg skulle være Pablo Escobar, du ved.”
Gruset knaser under skoene, som han går rundt og holder orden på den åbne gårdsplads. 32-årige Martin Munck Bjerre er for nyligt blevet ansat som pedel og støtte for de unge beboere på forsorgshjemmet Skjoldbo i Esbjerg.
Men Martin er ikke den typiske ansatte, du ser på et forsorgshjem.
”Den unge version af mig selv ville ikke have troet på, at jeg ville stå her i dag og hjælpe andre hjemløse og socialt udsatte på den måde,” siger han med et skævt smil.
Han har selv levet et liv præget af stofmisbrug, fængselsdomme og flere år som hjemløs på gaden. Et liv, der ses i de manglende kindtænder, arrene på knoerne og øjnene, der vidner om at have oplevet flere af livets skyggesider.
En barndom præget af stoffer og alkohol
Når han tænker tilbage på sin barndom i Hundige, husker han, hvordan hjemmet var præget af stoffer og alkohol. Det resulterede i, at han som 11-årig sammen med sine to brødre blev fjernet fra forældrene og anbragt på opholdssted.
”Hvis jeg begynder at tænke på fortiden, så sidder jeg der og tænker ’hold kæft, hvor var det hele bare lort’,” fortæller han, mens han kigger tomt ud i luften.
Som barn husker han at have drømt om at blive politimand, men den drøm faldt hurtigt til jorden efter tvangsfjernelsen. Hurtigt overtog stofferne hverdagen, og der var ikke nogen til at sige stop.
”Det virkede interessant, det der med at prøve noget, som jeg ikke vidste hvad var. Det var en helt anden verden, ligesom hvis man går ind i Narnia,” siger han.
”Der begyndte alle drømme fuldstændigt at skride væk. Det var der, min verden faldt fuldstændigt fra hinanden.”
Fra stofmisbrug til hjemløshed
Martin overnattede for første gang på gaden som 18-årig. Stofmisbruget havde udviklet sig i en sådan grad, at abstinenserne tvang ham derud.
Selvom han på det tidspunkt havde en lille lejlighed i Bagsværd, foretrak han at sove på gaden i København. Når abstinenserne blev for stærke, skulle der helst ikke være alt for langt til næste fix.
Selv den 20 minutter lange togtur til København var for lang.
”Jeg endte med at stå og brække mig i skraldespandene i S-toget, fordi jeg havde abstinenser. Derfor valgte jeg simpelthen bare at sove på gaden,” siger han.
Dermed var han det, som Socialstyrelsen kalder for ”funktionelt hjemløs”, idet han havde en bolig, men ikke magtede at bruge den.
”Jeg spiste næsten aldrig. Fordi hvordan skulle jeg kunne jeg det? Når man har abstinenser, er det det eneste, du tænker på,” fortæller han.
Han husker, hvordan han på et tidspunkt var nede og veje blot 52 kilo.
Hjemløshed knytter sig ofte til andre problemer
At hjemløshed ofte går hånd i hånd med andre bagvedliggende problemstillinger er Martin ikke alene om.
Ifølge rapporten ”Hjemløshed i Danmark 2022”, foretaget af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er psykisk sygdom, misbrug og økonomiske vanskeligheder blandt de hyppigst angivne årsager.
Rapporten viser desuden et fald på ti procent i antallet af hjemløse fra 2019 til 2022. Det er det første fald, siden hjemløsheden har været næsten fordoblet siden 2009.
Ifølge rapporten hænger den positive udvikling sandsynligvis sammen med de helhedsorienterede indsatser, der er sat i værk for at afhjælpe hjemløsheden. Indsatser som det ’Housing First’-initiativ, der gennem de seneste år er blevet tillagt mere fokus landet over.
Med ’Housing First’ giver man et permanent sted at bo med det samme, samtidig med at der gives individuel støtte og behandling af den enkeltes bagvedliggende problemstillinger. Udgangspunktet er, at en sådan helhedsorienteret tilgang knytter an til overgangen og fastholdelse af fast bolig.
Mødt i øjenhøjde for første gang
Den varme stemning er til at mærke på Skjoldbo. Med dets grønne omgivelser, farverige blomsterbede og velholdte arealer kunne forsorgshjemmet i første øjekast forveksles med et lille idyllisk vandrehjem.
Siddende på en træbænk i forsorgshjemmets baghave husker Martin, hvordan det først var som 27-årig, det gik op for ham, at han havde brug for at lægge sit liv om.
”Jeg var ensom hver dag. Det var en øjenåbner for mig, at jeg simpelthen skulle få mig et bedre liv, fordi jeg ikke ville være ensom,” siger han.
På Skjoldbo oplevede han for første gang, at der ikke blot blev sat en bolig til rådighed, men at der også var kompetencer til at tage sig af hans personlige behov og problemer.
”Der er så mange forskelligheder her på Skjoldbo, og i modsætning til mange af de andre forsorgshjem har flere af de ansatte selv oplevet at være hjemløse. Det gør, at de ved, hvad man går igennem,” siger han.
”Nogle gange har jeg oplevet, at opholdssteder ikke har haft kompetencerne til at arbejde med en persons individuelle problemer.”
Efter at have levet i over tre år på gaden efterfulgt af en lang årrække ind og ud af opholdssteder, var det netop denne tilgang på Skjoldbo, der gjorde udslaget for Martin.
”Hvis jeg havde fået hjælpen som 18-årig, havde jeg helt sikkert ikke siddet her i dag. Måske havde jeg været politimand, som jeg drømte om, eller måske skolelærer,” siger han og griner, mens han tænder en cigaret.
Giver den hjælp, han aldrig selv fik
Cigaretten bliver mindre og mindre i hånden, som han sidder der og reflekterer over den udvikling, han har været igennem de seneste år. For i dag sidder han her ikke som beboer, men som ansat.
I marts blev han ansat som pedel på forsorgshjemmet, mens han samtidig fungerer som støtte for de unge beboere.
”Det er så fedt at kunne hjælpe andre på den her måde. Jeg ville ønske, at jeg selv havde fået den hjælp dengang,” fortæller han.
Ifølge Glenn Borgen Christensen, der er socialpædagog på Skjoldbo, er det givende at have en som Martin ansat. Han kan bidrage med en indsigt, de andre ansatte ikke nødvendigvis er i besiddelse af.
”Han har en masse livserfaring fra at have boet på gaden og været misbruger, som gør, at han kan få nogle samtaler med de unge, vi andre ikke kan have,” siger han.
”Han kan sætte sig ind i, hvilke problematikker de går og kæmper med, på en helt anden måde.”
Han nævner desuden, at Martin ikke er den eneste tidligere hjemløse, der i dag er ansat på Skjoldbo. Det er en del af forsorgshjemmets helhedsorienterede indsats for de unge beboere.
Behov for helhedsorienterede løsninger
Folketinget vedtog i maj en ny hjemløsereform, der øger implementeringen af ’Housing First’-tilgangen.
Hvor kommunerne inden da kunne få tilskud til at dække udgifterne til forsorgshjem og herberger, kan de efter lovændringen ikke få tilskud til ophold, der er længere end tre måneder. Nu vil kommunerne i stedet kunne få refusion til at give borgeren specialiseret støtte i egen bolig.
Ifølge Charlotte Vange Løvstad, der er ekspert i hjemløshed hos VIA, øger det vigtigheden af en helhedsorienteret indsats. Det er ikke nok at stille en bolig til rådighed.
”Det afgørende for at man bliver i boligerne og har mod på at skabe de afgørende forandringer af sit liv, er, at man husker de følelsesmæssige og psykologiske aspekter i håndteringen,” forklarer hun.
”Min forskning peger på, at for mange er det at være hjemløs en eksistentiel følelse, da de ikke har et billede af, hvordan et hjem ser ud. Boligen i sig selv gør ingenting uden en helhedsorienteret indsats.”
Også inddragelsen af de personer, der er eller har været i en udsat position, kan bidrage til en sådan indsats. De har nogle redskaber til at hjælpe de unge op, som socialpædagoger normalt ikke har.
”De kan hjælpe med at stille et sprog og nogle erfaringer til rådighed. Typisk kan de vise nogle veje at gå, som andre umiddelbart ikke kan få øje på, samtidig med at de kan fungere som rollemodeller for de unge,” siger hun.
Martin bruger sine egne erfaringer til at hjælpe de unge beboere.
De Sociale Flyttemænd
Ifølge Martin er det altafgørende, at alle små som store ting spiller på forsorgshjemmet. Dagens næste pedelopgave lyder på at tjekke, om alle beboerhusenes nøglebokse er intakte.
Iført sit pedeltøj, værktøj og to-do-liste går arbejdet i gang. Fra beboerhus til beboerhus.
Hans arbejde afbrydes af en skærende ringetone.
”Ja hallo, det er Martin?”
I røret er en ansat fra et nærliggende bosted, der ringer for at spørge, om han på mandag har tid til at hjælpe med en af dets beboeres flytning.
”Det kan du tro. Jamen vi ses på mandag!” flyver det ud af hans mund.
Som en del af Skjoldbos initiativer for at indføre struktur i de unge beboeres til tider kaotiske hverdage har de startet projektet ”De Sociale Flyttemænd”. Et projekt, Martin i dag er blevet tovholder på.
Her hjælper han sammen med de unge beboere med at flytte for andre unge udsatte, der står med akut behov for hjælp til en flytning.
Ifølge Martin er det projekter som dette, der adskiller Skjoldbo fra andre forsorgshjem.
”Det er en måde, hvor vi lærer at etablere en bolig, men også at samarbejde med andre. Vi lærer at håndtere et arbejde,” siger han.
De Sociale Flyttemænd er ét ud af flere projekter hos Skjoldbo, der skal bidrage til overgangen og fastholdelse af egen bolig for de enkelte beboere.
Holder sig på jorden
At Martin i dag har fundet en mening med livet væk fra gaden og væk fra stofferne, er tydeligt, som han går og holder orden på gårdspladsen.
Han husker tilbage på, hvordan han som ung blev kaldt ”cliffhanger” af sine venner. Han sprang fra klippe til klippe og kunne simpelthen ikke få nok adrenalin. En jagt efter adrenalin, der fortsatte gennem stofferne, som han blev ældre.
Men i dag har han højdeskræk og holder sig på jorden.
Metaforisk og bogstaveligt talt.